Som udgangspunkt indordner vi vores teoretiske tilgang efter den tilgang som vores kunder ønsker. Såfremt kunderne ikke har specifikke ønsker, så bruger vi følgende tilgange:

 

Systemisk -narrativ:  

Alt hænger sammen. Såfremt man ændre et aspekt omkring et menneske, så kan det betyde at andre aspekter ændre sig. Det betyder at intet problem kun kan anskues og forstås isoleret, men at man er nødt til at medtænke sammenhænge og gensidige relationelle påvirkninger. Menneskelige problemer tilhører ikke individet, men opstår og vedligeholdes i sociale samspil og derfor må de også behandles gennem inddragelse af omgivelserne.

Systemisk tænkning bygger på et holistisk tankesæt (hvordan bruger man vaskemaskinen) og står i kontrast til de traditionelle analysemetoder, hvor systemet nedbrydes i enkeltdele som derefter analyseres (hvordan fungerer de enkelte dele i vaskemaskinen).

 

Det narrative perspektiv indebærer en forståelse af, at livet får mening gennem fortællinger, og at fortællinger med deres implicitte moral udgør et af livets grundvilkår. Det er fortællingerne, der organiserer vores livserfaringer og giver dem mening. 

Mennesker har aldrig kun en fortælling om livet. Der er altid mange forskellige fortællinger i spil, både hos det enkelte menneske og i systemet. Det narrative perspektiv indebærer, at livet opfattes som organisk. Der kan altid fortælles en anden historie. Forandringer kan ske gennem at introducere alternative fortællinger eller udvide de oprindelige.

 

Recovery:

Recovery er først og fremmest troen på, at mennesker kan komme sig over psykisk sygdom. Men recovery er også at se mennesket og ikke sygdommen. Recovery er at arbejde med relationer og ikke fokusere udelukkende på diagnoser.

 

Low arousal:

En af de mest effektive måder til at begrænse problemskabende adfærd på (fx udadrettet adfærd og trusler), er først og fremmest at være opmærksom på, at man ikke øger borgerens affekt og dernæst at man bruger affektsmitte til at dæmpe borgerens affekt. Derfor vil vi aldrig begynde, at hæve stemmen overfor en borger som hæver stemmen. Ved at vi taler roligt og har et afdæmpet kropssprog, skaber vi rammerne for at borgeren kan blive mere rolig og mere afdæmpet.

 

I denne sammenhæng er der meget kropssprog og mange skjulte non-verbale signaler som det er svært at styre. Derfor er det væsentlig nemmere at tale roligt og have et afdæmpet kropssprog, hvis man reelt ikke er bange. Det at kontrollere sit kropssprog og lade som om man ikke er bange, holder kun i en periode. I længden kræver det personale som ikke kun er fysisk, men som også er psykisk robust.